Kemi på arbejdspladsen

Rådgivning om kemisk arbejdsmiljø og kemikalier - dmr.dk

Når en virksomhed anvender farlige stoffer eller materialer, er der en række lovmæssige krav, der skal overholdes, og dokumentation, der skal være på plads. Bl.a. skal arbejdsgiveren sikre, at:

  • Virksomheden har en liste over virksomhedens farlige kemiske produkter.

Farlige kemiske produkter er ikke kun dem, der er klassificeret som farlige og med farepiktogrammer, men det er også produkter, der indeholder et stof med en grænseværdi, indeholder et kræftrisikabelt stof og de produkter, hvor der er krav om et sikkerhedsdatablad. Der findes også produkter, som opfylder kriterierne for klassificering som farlige produkter, men som ikke skal klassificeres, f.eks. kosmetik, lægemidler og affald, og disse er også omfattet af kategorien ”farlige kemiske produkter”.

  • Virksomheden har de nyeste sikkerhedsdatablade på farlige stoffer og materialer.

Sikkerhedsdatabladet skal være på dansk, og udarbejdet efter de gældende regler. Da der jævnligt kommer nye regler, og stoffer kan ændre klassificering, så skal der jævnligt indhentes nyeste sikkerhedsdatablad.

  • Der er udarbejdet kemiske risikovurderinger (kemisk APV) på de farlige stoffer, materialer og processer.

I den kemiske risikovurdering skal man ikke kun medtage de produkter vi kan se og røre ved, og læse et sikkerhedsdatablad på, men processer der generer kemi skal også medtages. Eksempler på disse processer er svejsning, arbejde med brugt motorolie og støvende processer såsom træbearbejdning m.m.

  • Medarbejderne er instrueret i brugen af stoffer, materialer og processer.

Arbejdsgiver er ansvarlig for, at medarbejdere modtager oplæring og instruktion, og instruktionen skal gentages med jævne mellemrum, f.eks. hvis arbejdsopgaven ændres, efter ferie eller længerevarende sygdom. For en række produkter vil der også være krav om skriftligt understøttende materiale.

  • Kemikalierne opbevares, håndteres og bortskaffes korrekt.

Arbejdsgiver skal sørge for at instruere medarbejdere korrekt i forhold til opbevaringen af kemikalier, og skal det f.eks. opbevares under lås eller ovenpå en spildbakke, instruere i brugen og sidst men ikke mindst, sørge for korrekt bortskaffelse. Ved brug af nogle kemikalier skal arbejdsområdet afmærkes og affald skal mærkes, og andre gange skal der føres protokol over forbrug, hvis der f.eks. arbejdes med bestemte gifte.

  • Medarbejdere, og i nogle tilfælde også nærmeste leder, skal have korrekt uddannelse.

Hvis der udføres arbejde med f.eks. bitumen, styren, epoxy- og isocyanater er der særlige krav om uddannelse.

Ved arbejde med farlige stoffer og materialer er der risiko for at udvikle f.eks. eksem, allergi, nedsat lungefunktion og i værste fald skader på hjernen og nervesystemet eller kræft.

Det er derfor rigtig vigtigt at tage de korrekte forholdsregler, som brug af personlige værnemidler, fokusere på effektiv forebyggelse gennem valg af arbejdsmetoder, etablering af procesudsugning og ved udskiftning af farlige stoffer med mindre farlige (substitution).

Kontakt gerne DMR for rådgivning og tilbud.

Kontakt Sjælland


Adrian Siegenthaler
Afdelingsleder, arbejdsmiljørådgiver
+45 27 10 74 38
E-mail

Kontakt Jylland/Fyn


Mie Baunwall Brander
Arbejdsmiljørådgiver
+45 25 50 55 39
E-mail