Når man arbejder med farlige stoffer og materialer, eller der er risiko for at blive eksponeret herfor, er der krav til, at den almindelige arbejdspladsvurdering (APV) udbygges med en kemisk risikovurdering (kemisk APV). Dette gælder også, hvis man udsættes for farlige stoffer og materialer i forbindelse med reparations- eller vedligeholdelsesarbejder.
Forud for udarbejdelsen af den kemiske risikovurdering, skal der laves en liste over de farlige kemiske produkter, og sikkerhedsdatablade skal fremskaffes fra leverandøren.
I den kemiske risikovurdering skal bl.a. stoffets eller materialets farlige egenskaber, udsættelsesgraden i forhold til de ansatte, og virkningen af de forebyggende foranstaltninger, der er foretaget, vurderes. Formålet er at finde hullerne i sikkerhedsnettet, og tage handling på disse. Hvis der findes ting, som skal forbedres, skal dette overføres til handlingsplanen i den almindelig APV, med en tidsfrist for, hvornår forbedringen skal være lavet, og der skal udpeges en ansvarlig for at tingene gennemføres. Hvis risikovurderingen har vist alvorlige mangler, så må midlertidige løsninger tages i brug, f.eks. personlige værnemidler, indtil arbejdet igen kan udføres sikkert uden.
Risikovurderingen danner grundlaget for arbejdsgiverens og arbejdsmiljøorganisationens planlægning af, hvordan arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.
Det er ikke nødvendigt at gennemføre den særlige risikovurdering, hvis arten og omfanget af påvirkningerne fra stoffer og materialer vurderes at være ubetydelige, og det derfor er unødvendigt at lave forebyggende foranstaltninger.
Risikovurderingen skal revideres mindst hvert 3. år, eller hvis der sker væsentlige ændringer i virksomhedens aktiviteter eller i andre forhold, f.eks. kan der være sket en ændring i mærkningen af et kemikalie, eller en proces kan blive omfattet af kræftbekendtgørelsens bilag 2, der har betydning for vurderingen.
Den kemiske risikovurdering er den skriftlige del, der sammen med sikkerhedsdatabladene kan give et overblik over de anvendte stoffer og produkter. Samtidig skal ansatte instrueres i brugen af farlige kemikalier, og for de særligt farlige skal der også foreligge skriftligt materiale til instruktionen.
Vi hjælper med at lave jeres kemiske risikovurdering og skriftligt instruktionsmateriale
DMR Arbejdsmiljø tilbyder at hjælpe med at fremskaffe leverandørens sikkerhedsdatablade og udarbejde det lovpligtige materiale, både risikovurderingen og det skriftlige understøttende materiale til instruktionen.
Vi rådgiver desuden om de nødvendige forholdsregler ved brug af de farlige stoffer og materialer, personlige værnemidler, substitution mv.
Kontakt DMR for rådgivning og tilbud på konkrete opgaver.