Klimakrav (LCA) i bygningsreglementet

Fra januar 2023 er der klimakrav i bygningsreglementet for at nedsætte CO2-udledningen fra byggeri

Der er kommet 2 nye bestemmelser om nybyggeris klimapåvirkninger i bygningsreglementet fra 1. januar 2023:

  1. Nybyggeris klimapåvirkninger skal dokumenteres med en klimaberegning (LCA-beregning jf. EN15978)
  2. Nybyggeri over 1.000 m2 skal overholde en grænseværdi på 12 kg CO2e/m2/år

Klimakravene er beskrevet i § 297 – § 298 i Bygningsreglementet.

Hvad er omfattet?

I udgangspunktet er alt nybyggeri, som også er omfattet af krav om energiramme, omfattet af klimakravene. Det vil sige, at hvis en bygning er omfattet af reglerne om energiramme i § 259 eller § 260 (bortset fra byggeri undtaget efter § 251, stk. 2), skal der foretages en beregning af bygningens klimapåvirkning over dens livscyklus.

Bygningens klimapåvirkning opgøres i enheden [kg CO2e/m2/år], hvor “år” henviser til en betragtningsperiode på 50 år og “m2” henviser til et nyt begreb i Bygningsreglementet, som kaldes for “referenceareal”.

Hvad er referencearealet?

Referencearealet opgøres i forhold til etagearealet som opgjort ifølge § 455, med følgende modifikationer:

  • Alle kælderarealer, affaldsrum i terrænniveau og sikringsrum medregnes
  • Udvendige ramper, trapper, brandtrapper, altaner, altangange og lignende medregnes alene med 25 pct
  • Integrerede garager til enfamiliehuse, rækkehuse og lignende medregnes alene med 50 pct
  • Integrerede carporte, udhuse, overdækninger, skure og lignende medregnes alene med 25 pct
  • Walk-on-ceilings og lignende medregnes alene med 25 pct

Hvilke bygningsdele skal indgå i beregningen?

Der findes en komplet liste over bygningsdele, som skal indgå i beregningen af bygningens klimapåvirkning, i Bygningreglementet (bilag 2, tabel 6). Vi har også lavet listen tilgængelig for download her på siden:

Komplet liste over bygningsdele i beregningen af en bygnings klimapåvirkning (inkluderet ja/nej):

Hvilke bygningstyper er ikke omfattet?

Klimakravene gælder i udgangspunktet ikke for:

  • Tilbygninger (som ikke er omfattet af reglerne om energiramme i § 259 eller § 260)
  • Ombygninger (som ikke er omfattet af reglerne om energiramme i § 259 eller § 260)
  • Sekundære bygninger (som ikke er omfattet af reglerne om energiramme i § 259 eller § 260)
  • Uopvarmede bygninger
  • Garager og carporte, der ikke er integrerede i den primære bebyggelse
  • Udhuse, hønsehuse, drivhuse, overdækkede terrasser
  • Udnyttede tagflader og lignende

Særlige forhold

Hvis der er særlige forhold ved bygningen pga. placering, funktion e.l., som nødvendiggør et materialeforbrug med øget klimapåvirkning, skal den øgede klimapåvirkning ikke indgå i beregningen (se vejledningen for eksempler). Forskellen beregnes som anvist i reglernes bilag 2, tabel 9.

Forventet stramning af CO2-krav

Grænseværdien på 12 kg CO2e/m2/år strammes løbende hvert 2. år frem mod 2029. Derudover forventes det, at der fra 2025 vil være grænseværdier for ALT nybyggeri (uanset om det er over eller under 1.000 m2).

Tidsplanen viser, hvordan klimakravene (LCA) for bygningers klimapåvirkninger (CO2) gradvist skærpes frem mod 2029.
Desuden kan bygningsejer vælge på frivillig basis at opfylde grænseværdierne for lavemissionsklassen.
Figuren er fra Videnscenter om Bygningers Klimapåvirkning

Hvad skal LCA-beregningen omfatte?

Følgende forudsætninger og betingelser er omfattet i LCA-beregningen, jf. klimakravene i Bygningsreglementet:

  • Inkluderede livscyklusmoduler:
    • A1: Råmaterialer.
    • A2: Transport.
    • A3: Fremstilling.
    • B4: Udskiftning (dog undtaget transport og udskiftningsproces).
    • B6: Energiforbrug til drift.
    • C3: Forbehandling af affald.
    • C4: Bortskaffelse.
    • D: Potentiale for genbrug, genanvendelse og anden nyttiggørelse.
  • Betragtningsperiode: 50 år
  • Der opgøres kun klimapåvirkninger (målt i CO2-ækvivalenter)
  • Resultatet opgøres som kg CO2e/m2/år, hvor m2 refererer til “referencearealet” og år til en betragtningsperiode på 50 år
  • Beregningen skal følge standarden for udførelse af LCA på bygninger, EN15978
Inkluderede livscyklusmoduler i en bygnings-LCA jf. EN15978

Bemærk: modul A4-A5 (Byggeproces) er endnu ikke omfattet af klimakravene, men fortsætter med at være et krav i Den Frivillige Bæredygtighedsklasse. Det forventes at disse moduler også bliver omfattet af kravene på et senere tidspunkt, når man har indsamlet nok erfaring og data fra tidligere projekter.

Genbrugte byggematerialer

Pr. 01.01.2024 er der trådt nye regler i kraft, som betyder, at genbrugte byggematerialer regnes for 0 kg CO2e i bygningers klimaregnskab. Læs mere om det her.

Kontakt


Ronni Dreier Jørgensen
Kontorleder, fagchef
Diplomingeniør

+45 40 76 07 23
E-mail