DMR tilbyder rådgivning og måling af radon i bygninger, baseret på de nyeste danske regler og krav.
Radon er en naturligt forekommende radioaktiv gas, som kan trænge ind i bygninger fra undergrunden. Det er vigtigt at forholde sig til radonindholdet i både nye og eksisterende bygninger, for at sikre et sundt indeklima.
Radon er den næst hyppigste årsag til lungekræft efter rygning, og høje niveauer af radon kan udgøre en alvorlig sundhedsrisiko. Derfor er det afgørende at identificere og reducere radonkoncentrationer for at sikre et sundt indeklima.
I Danmark er der klare regler og vejledninger for radonmåling og radonsikring, som blandt andet er beskrevet i Bygningsreglementet. Bygningsreglementet kræver at radonkoncentrationen i nye bygninger ikke overstiger 100 Bq/m³. For eksisterende bygninger anbefales det, at radonniveauet også holdes under denne grænse.
Radonmåling i forbindelse med certificering
Når det gælder certificering af byggeri som f.eks. DGNB, spiller radonmåling en vigtig rolle. DGNB-certificeringen lægger vægt på bæredygtighed, herunder sundhed og komfort for brugerne. Radon er et “knock-out”-kriterium i DGNB, hvilket betyder at byggeri ikke kan opnå certificering, hvis radonkoncentrationen ikke overholder den fastsatte grænseværdi.
Det er derfor afgørende, at radonmålinger i forbindelse med certificeringen udføres af erfarne fagfolk for at der opnås et retvisende resultat. Radonmålinger skal udføres i overensstemmelse med gældende krav og regler, herunder SBI-anvisning 270, for at sikre korrekt dokumentation og opfyldelse af certificeringskravene.
Hos DMR har vi stor erfaring med både at udføre og dokumentere radonmålinger præcist og korrekt, hvilket sikrer at dit byggeri lever op til certificeringskravene.
Tidsforbrug og Måleperiode
Radonmåling med sporfilmsdosimetre skal udføres over en minimumsperiode på 60 dage i bygningens opvarmningssæson, det vil sige mellem 1. oktober og 30. april, hvor radonniveauerne typisk er højest. Dette sikrer at resultaterne er repræsentative for de højeste radonkoncentrationer, som beboerne kan blive udsat for.
I henhold til DGNB’s krav, behøver resultaterne af radonmålingerne ikke at forelægge på certificeringstidspunktet. Dette giver mulighed for at planlægge og gennemføre målingerne på det mest hensigtsmæssige tidspunkt inden for måleperioden. For at opnå nøjagtige og retvisende resultater er det desuden vigtigt, at bygningen opvarmes og ventileres som sædvanligt gennem hele måleperioden. Udarbejdelse af måleomfang og -plan sker normalt i tæt samarbejde mellem kunden og DMR. Vi tager hensyn til byggeriets øvrige aktører og sikrer, at målingerne integreres gnidningsfrit i byggeprocessen.
Rådgivning og optimering af radonsikrende tiltag
Som en del af vores radonrådgivning, tilbyder vi en særlig metode til at måle radonniveauet i poreluften direkte i sandpuden, eller råjorden indenfor byggefeltet, allerede inden byggeriet påbegyndes. Denne metode gør det muligt at optimere radonsikringen baseret på de specifikke radonforhold indenfor byggefeltet.
Hvis radonniveauet i det konkrete byggefelt ikke kendes, tages der typisk udgangspunkt i ”worst case” når der projekteres i henhold til teknisk fælleseje. Uden specifikke målinger vælges derfor ofte en konservativ, og overdimensioneret, radonsikring.
I modsætning til generelle løsninger foreslået i SBi-anvisninger, som ikke tager højde for det specifikke radonniveau inden for byggefeltet, giver vores tilgang en skræddersyet løsning. Vi har gennemført mange projekter med denne metode, som har resulteret i store besparelser og mere effektive radonsikringsløsninger for vores kunder. En yderligere gevinst, set ud fra et bæredygtighedsperspektiv er, at en radonoptimering oftest består i at undlade materialer, som igen reducerer byggeriets CO2e forbrug.
Det er mest fordelagtigt, hvis vi bliver inddraget i projektet så tidligt som muligt. Dette sikrer at der i projektet kan tages højde for radonforholdene fra starten, og dermed optimere både tidsforbrug og omkostninger i forbindelse med radonsikringen.
Vores ydelser
Vi tilbyder omfattende radonmålinger og rådgivning, herunder:
- Måling af radon on-site: Radonmålinger i jorden til vurdering af radonniveau og nødvendige tiltag.
- Radonmåling i forbindelse med certificeringsordninger eller BR-krav: Målinger og dokumentation, der opfylder kravene i certificeringsordninger og bygningsreglementet.
- Rådgivning om radonsikrende tiltag: Rådgivning om løsninger til reduktion af radonkoncentration.
- Tilpasning og optimering af projektmateriale: Rådgivning og tilpasning af det konkrete projekt materiale.
Kontakt DMR i dag for en uforpligtende samtale om hvordan vi kan hjælpe dig med radonmåling og rådgivning i forbindelse med dit byggeprojekt.