Hvad er asbest?
Asbest er benævnelsen på en gruppe naturligt forekommende tråde- og nåleformede mineraler, som har fundet anvendelse i byggeriet, blandt andet på grund af deres varme- og syrebestandighed samt deres isoleringsevne og armeringseffekt.
Hvor findes asbest?
Asbest blev i mange år anvendt i en lang række bygningsdele, herunder tag- og facadebeklædning, isolering, fliseklæb og flydespartel, luftkanaler, vinyl, støbegulve, spartel- og fugemasser m.v.
Hvor farligt er asbest?
På grund af asbestens struktur kan fibrene spaltes på langs og blive meget tynde. Når diameteren er under 3 mikrometer, kan fibrene trænge helt ud i de allermindste forgreninger i lungerne. Fibrene bliver “respirable”. Dette støv er så fint, at det ikke kan ses med det blotte øje.
Indånding af asbestfibre er langt det største helbredsmæssige problem, hvor det fine asbeststøv kan trænge ned i lungerne.
Indånding af asbestfibre kan give anledning til følgende sygdomme:
- Asbestose, som er en kronisk lungesygdom. Symptomerne er åndenød, som forværres ved anstrengelser. Sygdommen kan forværres, selv om udsættelsen for asbestfibre stoppes. Sygdommen viser sig typisk 10-20 år efter udsættelsen for asbest.
- Lungekræft, som typisk optræder 10-30 år efter udsættelse for asbest.
- Lungehindekræft, som typisk opstår 15-50 år efter udsættelse for asbest.
- Fortykkelse af lungehinden (pleura plaqes). Sådanne fortykkelser kan også opstå af anden årsag og giver oftest ingen symptomer.
- I sjældnere tilfælde kan der opstå kræftsygdomme i mave og tarm, hvis man har været udsat for asbest.
Eget asbestlaboratorium
DMR har eget skimmel- og asbestlaboratorium og kan derfor hurtigt undersøge indleverede prøver for indhold af asbest.
Kontakt os gerne for tilbud på asbest rådgivning eller asbestanalyser.
DMR er autoriseret arbejdsmiljørådgiver og kan også rådgive omkring arbejdsmiljømæssige problemstillinger ved arbejde med asbestholdige materialer.
Kontakt DMR for rådgivning og konkrete tilbud.